Arbejdet med dyr i ZOO

Det er dyrenes naturlige adfærd, der gør dem så fascinerende – og det er dén, man gerne vil opleve og lære om, når man besøger ZOO som gæst. Derfor fokuserer moderne zoologiske haver, som ZOO, på at fremkalde så meget naturlig adfærd i dyrene som muligt – blandt andet gennem berigelse og træning. Når dyrene får mulighed for at udføre den adfærd, de også har i naturen, styrker det også deres velfærd og liv i anlæggene.

Vi ved godt, at vi aldrig vil kunne give dyrene forhold fuldstændig som i naturen, men vi kan komme langt, hvis vi som alle seriøse zoologiske haver bygger vores håndtering på videnskab og ikke på mavefornemmelser eller romantiserede fortællinger om, hvordan dyrene tænker og føler.

Dyreanlæg designes til at tage højde for dyrenes artsspecifikke adfærdsbehov, herunder at de kan få den nødvendige motion, de har brug for. 

Dyr har for eksempel ikke noget specielt behov for at ”vandre”. De bevæger sig kun, hvis der er et formål med det. Alt andet ville udsætte dem for yderligere farer. Så, hvis vi sørger for, at dyrene har, hvad de skal bruge, og ikke er udsat for farer, så er der ingen grund for dem til at gå rundt. Men de skal selvfølgelig kunne bevæge sig omkring for at få den nødvendige motion.

Og selvfølgelig er der en nedre grænse for, hvad der er acceptabelt i forhold til spørgsmålet om dyreanlæggenes størrelse. Men i en moderne zoologisk have er vi ikke nær denne grænse. Kvaliteten af anlæggene – det vil sige indretningen – er af langt større værdi end størrelsen.

Det er indretningen, der giver dyrene de daglige udfordringer, som gør deres liv mere komplekst og udløser en stor del af deres naturlige adfærd. Et lille anlæg, der er godt indrettet, er bedre end et stort anlæg, der er dårligt indrettet. 

Forestil dig for eksempel en indhegnet fodboldbane til en lille flok dødningehovedaber. Banen giver dem meget plads, men antallet af sunde udfordringer er begrænset. Faktisk ville aberne nok være skræmt for vid og sans af det åbne område og krybe sammen i det ene hjørne af banen. Men et lille anlæg med træer og buske, hvor de kan gemme sig og komme væk fra hinanden, vil til fulde tilgodese deres adfærd og behov for tryghed.

Nogle spørger også, om vi køber og sælger dyrene. Men svaret er nej. Det er vigtigt at understrege, at seriøse zoologiske haver ikke køber og sælger dyr, men udveksler dyr med hinanden uden andre udgifter end transportudgifterne. Dyrene udveksles efter, hvad der er bedst for bestanden og ikke ud fra det økonomiske. Og det gør vi ud fra en betragtning om, at hvis man skal have en sund bestand langt ud i fremtiden, er det vigtigt, at dyr kan udveksles frit, så man hele tiden kan sikre sig den bedste genetiske sammensætning af dyrebestandene.

Af samme grund startede man i 1985 de europæiske avlsprogrammer, hvor udveksling af dyr ikke bestemmes af den enkelte zoologiske have, men af en centralt placeret artskoordinator, der på baggrund af stambøger for de enkelte arter hele tiden sørger for, at den europæiske bestand af pågældende art har den bedst mulige sammensætning. Kun på den måde kan man sikre bestandenes kvalitet langt ud i fremtiden.

Som led i dette arbejde skal der løbende foretages udveksling af dyr mellem haverne – ellers ville man hurtigt løbe ind i avlsproblemer. I naturen ville dyrene selv vandre ud i verden for at finde en mage eller en ny flok, men i zoo-verdenen er det artskoordinatoren, der iværksætter denne udveksling som beskrevet ovenfor, og de enkelte zoologiske haver, der står for transporten.

Hvert enkelt dyr bliver typisk kun flyttet en enkelt gang eller to i løbet af dets levetid, og når det sker, foregår det efter nøje beskrevne retningslinjer udarbejdet af den internationale transportorganisation, IATA.

Både i artskoordinatorens udvælgelse af dyr og under selve transporten tages der i høj grad hensyn til dyrenes adfærdsmæssige og fysiologiske behov – også de sociale. Ingen kan selvfølgelig være tjent med, at dyr får traumer undervejs, eller at de ikke kan fungere i deres nye anlæg på grund af stress eller lignende. 

Ligesom dyrene i naturen er gode til at tilpasse sig nye forhold, når de vandrer fra sted til sted, så er dyrene i zoologiske haver også generelt gode til at tilpasse sig. De danner sig hurtigt et såkaldt ”normalbillede” af deres omgivelser, og så længe dette normalbillede ikke ændrer sig væsentligt, føler de sig trygge.

Det kan man tydeligt læse i deres adfærd, når man udfører adfærdsstudiet på dem. Men brydes normalbilledet for eksempel ved, at man krydser en barriere ind til dem, bliver de bange og flygter. Og det giver god mening. Tag for eksempel antiloperne på den afrikanske savanne. Hvis de hele tiden skulle gå og være bange, fordi de kunne lugte løver, ville de være konstant stressede, da de stort set hele tiden vil være i nærheden af en løveflok. Så i stedet danner de sig et normalbillede af omgivelserne – et billede, der rummer løvedufte og også synet af løver på en vis afstand. Det generer dem ikke.

Men hvis løverne begynder at ændre adfærd, hvis de begynder at snige sig frem i stedet for at gå oprejst, så bliver antiloperne bange og stikker af. Og på samme måde er det i en zoologisk have. Så længe publikum opholder sig på deres side af barrieren, tager dyrene ikke notits af dem. Det er jo en del af deres hverdag og en del af deres normalbillede.

Så er det rigtigt, at man af og til ser, at nogle dyr har stereotypier, og de dyr skal man selvfølgelig arbejde specielt med for at få fjernet årsagerne til stereotypierne. Et eksempel på stereotyp adfærd kan være, når et dyr går frem og tilbage i det samme spor mange gange i træk. Stereotypierne opstår, fordi der er noget i anlægget, dyrene ikke har det godt med. Det kan være anlæggets udformning eller den sociale sammensætning af gruppen.

Stereotypier er således et tegn til os om, at der er noget galt. I gamle dage forsøgte man at komme af med stereotypierne ved at blokere dyrenes stereotype bevægelser. Men det er jo kun symptombehandling, og med den viden, vi har i dag om stereotypiernes årsager, er det eneste rigtige at gøre at forsøge at finde årsagen til stereotypierne og så fjerne problemet – ikke adfærden i sig selv.

Der er næppe nogen zoologisk have, der kan sige sig helt fri for af og til at have stereotypier hos nogle af deres dyr. Det gælder også i ZOO. Men forskellen fra tidligere er, at i dag arbejder man målrettet på at rette op på situationen, når de forekommer. Det kan tage tid, men det er sjældent, at det ikke lykkes til sidst. Og overordnet må man sige, at stereotypier i dag er sjældne i de videnskabeligt drevne zoologiske haver, om end de stadig ikke er helt fraværende.

I sig selv er stereotypierne ikke noget problem for dyrene – tværtimod. De hjælper dyrene til at klare den situation, de ellers ville have svært ved at klare – simpelthen ved at udskille særlige hormoner, der giver dyret en følelse af velvære. Men for os er det et signal om, at noget er galt, og det skal selvfølgelig tages alvorligt. Derfor har vi også en professionel stab af dyrepassere, dyrlæger og zoologer til at tage sig af dyrene, og vi bruger mange ressourcer på det, vi i zoo-sprog kalder ”berigelse”. Det vil kort sige, at vi gør, hvad vi kan, for at give dyrene så mange udfordringer i dagligdagen som muligt, så de får en hverdag, der minder om den, de har i naturen og dermed ikke kommer i en situation, som de ikke kan vænne sig til.

Det er rigtigt, at en del af vores avlsprogrammer er med dyr, der ikke er direkte truet i naturen. Men det er jo ikke kun de truede dyr, der er spændende, skal formidles om og bevares for fremtiden – der er også de andre. 

Derfor har vi avlsprogrammer for begge kategorier, så begge også findes om 100 år eller mere. Hvis vi først starter et avlsprogram for en dyreart, når det er stærkt truet i naturen, kan det meget vel være for sent.

Zoologiske haver arbejder målrettet for at bevare mangfoldigheden i naturen, velvidende, at det ikke er muligt at redde alt. Men zoologiske haver kan yde et vigtigt bidrag, og det ansvar skal vi leve op til ved hele tiden at optimere vores dyrebestande. Så avlen af dyr sker ikke for at ”underholde”, men for at fascinere, inspirere og dermed generere ansvar for naturen – et ansvar som forhåbentlig gør, at også de kommende generationer kan nyde naturens mange vidundere.

Alternativet til at drive seriøse zoologiske haver baseret på forskning er, at de næste generationer ikke oplever den fantastiske mangfoldighed, som dyreverdenen består af, og at de dermed heller ikke får noget forhold til den. Har man ikke et forhold til naturen, så tager man heller ikke ansvar. Og dermed ødelægger vi fundamentet for naturbevarelse.

Ja. Når man driver en zoo, er der en række zoologiske og etiske overvejelser, man skal gøre sig. 

I ZOO kan du glæde dig over en stor variation af dyr lige fra sommerfugle til elefanter. Dyrene trives, og vi lægger stor vægt på, at de har mulighed for mest mulig naturlig adfærd. De færreste gør sig tanker om, hvad der ligger bag sådan en dyrebestand: Hvordan får vi den, og hvordan opretholder vi den? Og det er her, hvor nogle af de zoologiske og etiske overvejelser kommer i spil.

Stort set alle dyr i ZOO er født i zoologiske haver – og det er med vilje. Kun i meget få tilfælde kommer dyrene direkte fra naturen og kun som led i et internationalt avlsprogram. Som da ZOO i 1998 hentede fire unge moskusokser i Grønland til det europæiske avlsprogram.

ZOO har også et ansvar for at holde sin dyrebestand sund og rask – og for løbende at forynge den, så der også er sunde og raske dyr i fremtiden. Det gør vi blandt andet ved at få dyrene til at yngle og ved at sammensætte yngleparrene på bedst tænkelige måde.

Ved valg af ynglepar må hannen og hunnen ikke være beslægtet. Hvis beslægtede dyr får unger, opstår der indavl, og afkommet bliver mindre levedygtigt. Dyr, der indgår i internationale avlssamarbejder, bliver sammensat af en artskoordinator, der ud fra et nøje kendskab til dyrenes afstamning finder de dyr, der passer bedst sammen. Det er artskoordinatorens ansvar, at den samlede bestand hele tiden har den optimale sammensætning, så den er sund og kan eksistere langt ud i fremtiden.

Selv med de bedste forberedelser vil der af og til fødes dyr, der ikke passer ind i ”systemet”; såkaldte overskudsdyr. Det kan være, fordi deres gener allerede er velrepræsenteret i bestanden, så de derfor ikke skal yngle, eller at der ikke er plads til dem med den begrænsede plads, der er til rådighed i de zoologiske haver, der deltager i avlssamarbejdet.

Hvorfor forhindrer man ikke nogle af dyrene i at yngle, så der ikke kommer et overskud? Det kan man ved enten at holde hanner og hunner hver for sig, ved at give dem prævention eller sterilisere dem. I ZOO mener vi dog ikke, at det er en god løsning.

Forhindrer man dyrene i at yngle, fratager man dem en meget stor del af deres naturlige adfærd, nemlig hele forældreadfærden, som dyrene i et, to eller flere år bruger 24 timer af døgnet på. Man nedsætter således deres velfærd markant for at undgå at komme i en situation, hvor man er nødt til at aflive afkom.

Kemisk prævention har mange bivirkninger og kan ende med at blive en permanent sterilisation. Undersøgelser viser, at mange arter får alvorlige skader på lever og nyrer ved brug af kemisk kastration, og at kun ganske få dyr, som i en periode har fået p-piller eller anden prævention, kan blive drægtige igen, når man tager præventionen fra dem.

Det er katastrofalt, da man så pludselig har et stort antal dyr, der ikke kan yngle og få det antal unger, der skal til for at opretholde bestanden. Ny forskning peger desuden på, at sociale dyr, der ikke lever sammen i brunstperioden, har sværere ved at yngle efterfølgende.

I ZOO lader vi derfor dyrene yngle med naturlige intervaller for at give dem mest mulig naturlig adfærd og for at have det bedst mulige grundlag for avlssamarbejdet. Skulle der ske det, at vi ikke kan sende ungerne til en anden zoologisk have på det tidspunkt, hvor de i naturen ville forlade forældrene, afliver vi dem. Derved sikrer vi, at alle de dyr vi har i ZOO, får et godt liv, uanset om det er kort eller langt.

Det er etisk i orden at aflive sunde dyr, når det indgår i en velbegrundet sammenhæng. Vi mennesker afliver dagligt millioner af dyr, der bruges til mad og tøj, og overalt i verden regulerer lande løbende deres dyrebestande i naturen.

I Danmark skyder vi tusindvis af rådyr – i mange andre lande er det kaniner og vildsvin. Alle sammen sunde dyr, der for at sikre en sund og ikke overfyldt dyrebestand, bliver skudt. Så det at aflive sunde dyr er ikke i sig selv forkert. Men man skal selvfølgelig have en velbegrundet årsag. I ZOO er årsagen, at vi gør det for at sikre en sund dyrebestand langt ud i fremtiden.

Desuden går dyrene ikke til spilde. De bliver brugt i formidlingen i form af dissektioner, og skind og knogler bliver brugt i undervisningen af skoleelever eller indgår i videnskabelige undersøgelser, der er med til at sikre størst mulig viden om dyrene i ZOOs varetægt. Endelig gør nogle af dyrene gavn som føde for rovdyrene.

Dyr bør kun genudsættes som led i nøje koordinerede programmer for at genetablere dyrebestande eller for at forstærke allerede eksisterende dyrebestande – ellers mislykkes det. Når man sætter dyr ud i naturen, skal det altid være de genetisk ”bedste” dyr, ikke overskudsdyr. Man skal altså foretage en nøje udvælgelse, så kun de dyr, der har de bedste chancer for at overleve i naturen, bliver sat ud.

Derudover skal man sørge for, at et væld af andre forhold er til stede: Den trussel, der oprindelig gjorde, at dyrearten blev turet, skal være under kontrol, der skal være et ordentligt fødegrundlag for dyrene, så de ikke sulter ihjel, og der skal være plads til dem, så de kan etablere de nødvendige territorier – alle faktorer, der er nøje beskrevet af IUCN, den internationale naturbeskyttelsesorganisation. Man må på ingen måde bare benytte naturen som ”losseplads” for uønskede dyr.

”Overskudsdyr” er et naturligt fænomen og en konsekvens af, at dyrene yngler godt. Det er glædeligt og en nødvendighed for at sikre bestandene langt ude i fremtiden. I naturen føder dyrene langt flere unger, end der er plads til. Men mange unger dør i en tidlig alder. Af et løvekuld på fire er der gennemsnit kun én unge, der når at blive to år gammel. De tre andre unger dør typisk af sult, sygdom eller bliver ædt af andre rovdyr. Hvis løverne kun fik det antal unger, der skulle til for at erstatte de dyr, der døde af alderdom, ville løvebestanden hurtigt gå ned.

På samme måde er det i ZOO. Selvom vi samarbejder med andre zoologiske haver, er der kun begrænset plads, og vi må hele tiden sørge for at tilpasse bestanden til den plads, der er. Yngler dyrene rigtig godt, betyder det, at der af og til vil opstå overskud, og så er vi tilbage til diskussionen om, hvilke dyr, der skal have lov til at yngle.

Træning i ZOO er bestemt ikke et nyt fænomen. Siden de allerførste år af ZOOs levetid er dyr blevet trænet og fremvist som underholdning for gæsterne. Man kunne opleve isbjørne i snor på tur med deres dyrepasser eller chimpanser, der malede billeder eller deltog i børnefødselsdage. I dag bliver dyrene i ZOO stadig trænet, men formålet og oplevelsen er nu en helt anden.

Når man som gæst ser dyrepasserne åbne mund på isbjørnen eller kigge på søløvens luffer, så kunne man godt få det indtryk, at dyrene bliver tamme, men det gør de absolut ikke. Dyrene arbejder simpelthen udelukkende, fordi de får noget ud af det.

Det behøver ikke altid at være mad, det kan også være opmærksomheden fra dyrepasserne eller ofte bare den udfordring, der er i at lære noget nyt. Det er især vigtigt at forstå, at man ikke kan sulte dyr til at arbejde eller lære. Det ville ødelægge den tillid, de har til passeren og gøre dem frustrerede, og måske endda aggressive.

Dyr er ikke så forskellige fra os – de føler også velbehag, når de løser opgaver, lærer og belønnes. Det ligger i hjernen og er medfødt hos alle levende organismer.

I dag er det primære formål med træningen i ZOO at sikre høj dyrevelfærd og gæsterne indsigt i dyrenes naturlige adfærd og liv i ZOO. Træning hjælper til at styrke dyrenes helbred både fysisk og mentalt.

Via træning bliver dyrene motioneret, når de for eksempel får belønning for at bevæge sig rundt forskellige steder i deres anlæg. Dette hjælper også når dyrene dagligt skal flyttes for at kunne gøre rent. Så har de lært, at det kan svare sig at gå ind og ud af eksempelvis en stald, når dyrepasserne beder dem om det. Gennem træning kan dyrene også lære at løse svære opgaver og dermed blive stimuleret, eller de kan trænes i at bruge berigelse, som de måske ellers ikke vil have forstået at bruge.

Dér, hvor træningen i ZOO bruges allermest, er, når der er brug for veterinære prøver, som for eksempel blod, eller når dyrene i dagligdagen skal tilses for at sikre, at de er sunde og raske. Her lærer de at gå op på en vægt eller at få taget deres temperatur. Nogle dyr kan også lære frivilligt at få behandling, som for eksempel øjendråber eller vaccinationer. I tilfælde af, at dyrene skal transporteres, lærer de også at gå i en transportkasse. Der er nærmest ingen grænser for, hvor meget de kan lære.

For en zoologisk have er træning også et spørgsmål om sikkerhed i den daglige pasning – både for dyr og mennesker. Skulle man for eksempel holde en søløve fast for at give den øjendråber, ville personalet højst sandsynligt blive bidt, hvis den da overhovedet kunne blive holdt fast. ZOO kunne bedøve søløven, men det er meget risikabelt, da havpattedyr meget let holder op med at trække vejret under bedøvelsen. Derudover ville bedøvelsen være en ubehagelig oplevelse for dyret. Uden træning ville ZOO altså ikke have lige så god mulighed for sikkert at behandle dyrene.

Dyr, der ikke er vant til at blive rørt ved, håndteret eller separeret fra sine artsfæller kan blive bange, stressede og endda farlige i sådanne situationer. Det er ikke en rar oplevelse for de dyr. De kan måske gå hen og blive syge, eller endnu værre, dø af den stress de oplever i sådan nogle tilfælde. Derfor er det vigtigt at tage sig tiden til at træne dyrene til de situationer, de kan møde i ZOO, og på den måde gøre dyrene mere trygge i deres dagligdag. Måske kan de endda ende med at synes, at det er spændende at få besøg af dyrlægen eller at gå i en transportkasse.

Træning øger dyrenes tillid til de mennesker, der tager sig af dem og oplevelsen bliver i steder et berigende og stimulerende indslag i dyrenes tilværelse. Træning kan desuden bidrage til forskning. Da næsehornet ventede kalv i vinteren 2014/2015, blev der jævnligt taget blodprøver af hunnen for at måle indholdet af progesteron i blodet.

Man ved, at progesteronniveauet ville falde drastisk umiddelbart før fødslen, men en præcis kurve over ændringerne og progesteronniveauet helt op til fødslen var kun sparsomt dokumenteret. I dag ved man meget mere takket være en flot træningsindsats fra næsehornenes træningsteam.

Ønsker ZOO at ændre i dyrenes miljø, som for eksempel at introducere nye flokmedlemmer, kan træningen lære dem, at nye individer i flokken er positivt. Træningen kan også bruges til at ændre problemadfærd hos dyrene, som for eksempel aggressioner eller stereotypier, som sommetider opstår, hvis dyr ikke føler sig trygge eller forstår deres omgivelser. Her kan træning hjælpe til at fjerne den frygt eller uro, der udløser en problemadfærd, og give dem et alternativt fokus.

Endelig er træning også til gavn for gæsten i ZOO. Dyrene besidder nemlig mange spændende egenskaber, som de desværre ikke altid viser, mens gæsterne kigger på dem. Med træning kan dyrene lære at vise deres naturlige adfærd og særlige egenskaber, når dyrepasserne beder dem om det. På den måde kan det for eksempel vises, hvordan uglen kan flyve helt lydløst og jage, uden dens bytte opdager noget.

Dyr er individuelt lige så forskellige som os mennesker, og når man træner et dyr, lærer man også dets personlighed rigtig godt at kende. Det er en stor hjælp til, på et tidligt stadie, at opdage små ændringer i dyrets adfærd, som for eksempel kan skyldes en sygdom, drægtighed eller problemer i flokken. På den måde kan man hurtigt få lagt en plan og løse problemet.

I ZOO er det dyrenes daglige dyrepassere, der træner dyrene. Det er dem, der har den daglige omgang med dyrene og dermed den største kontakt. Det er derfor også dem, der først opdager, hvis der sker forandringer, som for eksempel sygdom, eller hvis dyret blot har en dårlig dag – og det er vigtigt at vide, før man træner sit dyr.

Alle ZOOs dyrepassere får et kursus i træning og læres herefter op i de enkelte afdelinger, som de skal arbejde i. Det er vigtigt, at alle dyrepassere i en afdeling kan træne dyrene. På den måde vil der altid være én dyrepasser på job, der for eksempel kan bede isbjørnen åbne sin mund, hvis man har mistanke om en knækket tand og den har svært ved at spise – i stedet for at bedøve den, som man ellers ville have gjort.

Dyrenes behov for træning er meget forskellige, og det er dyrepassere, dyrlæger, kuratorer, berigelses- og træningskoordinatorer og formidlere, der kan have forslag til hvilken træning, der er nødvendig eller ønskværdig for de enkelte arter. Hos for eksempel elefanterne er træning en stor del af deres daglige pasning. Det kan volde meget store problemer, hvis en elefant får dårlige ben. De har brug for, at deres fødder bliver tilset, beskåret og vasket hver dag. Dyrepasseren er derfor opmærksom på, om de har en sten, der sidder fast under foden og som kan medføre betændelse, eller om neglene er blevet for lange, så der er risiko for, at de flækker.

Inden ZOO begynder at træne dyrene, er det meget vigtigt, at man har samlet så meget viden om dem som muligt. Der er en masse forskellige dyr i ZOO, som lever i forskellige miljøer og er aktive på forskellige tider af døgnet. Nogle lever i flokke og nogle alene. Nogle er byttedyr og andre er rovdyr. Deres sanser er vidt forskellige: for eksempel ser nogle dyr rigtig godt, mens andre næsten er blinde.

Sammen med informationsindsamlingen om arten, er det også vigtigt at kende det enkelte dyrs historie. Nogle zoo-dyr bliver meget gamle, eksempelvis chimpanser og skildpadder, og de kan have boet flere andre steder: som zoologiske haver, i laboratorier, hos private eller måske kommer de direkte fra naturen.

Dyrene har således en masse historie, oplevelser, sygdomme, fødsler – og mere – med i bagagen, som har gjort dem til lige netop de dyr, de er. Når der skal tilrettelægges et fundament for træningen, er der altså mange elementer, der skal på plads først.

Træningen af et dyr begynder lige så snart kontakt er mulig. Det kan være leg, berøring, fodring eller, kort og godt, tillid – masser af tillid! Ganske langsomt bliver der skabt en kontakt til dyret, og gennem denne kontakt kan der formes en adfærd, der kan være brug for senere.

Det kan være, at dyret står på en bestemt måde, eller at den lærer at forholde sig roligt, når dyrepasserne er omkring dem. Kommer dyrene fra et andet sted, så begynder træningen ofte i karantænen, hvor den første tillid til mennesker og dyrepassere bliver opbygget.

Når dyret virker klar, starter den ”egentlige” træning, som i almindelig tale kaldes for klikkertræning. I videnskaben kaldes denne læring for Operant betingning og Klassisk betingning.

Klikkertræning består meget enkelt beskrevet i, at vi belønner – og dermed forstærker – den adfærd, vi gerne vil se igen. Den adfærd man ikke ønsker at se igen, belønner man derimod ikke. For at fortælle dyret præcis, hvornår den gjorde det rigtige, bruges ofte et hjælpemiddel eller en såkaldt markør. Denne markør kan være en klikker, en fløjte eller ganske enkelt ordet: ”godt”. Man kan faktisk bruge en hvilken som helst lyd, bare dyret ikke forbinder lyden med noget i forvejen. De fleste dyr har aldrig hørt lyden af en klikker før dén dag, de begynder at blive trænet. Vil man træne en slange, som er døv, kan man i stedet bruge et blink fra en lygte som markør.

Når en passende markør er valgt, begynder træningen, hvor markøren forbindes med noget dyret gerne vil have, som regel mad. Processen består af: klik, giv mad – klik, giv mad, og når det er gjort nogle gange, forstår dyret, at lyden ”klik” betyder mad eller at belønning er på vej. Fordelen ved at bruge klikkeren er, at man meget præcist kan fortælle dyret, hvornår den gjorde det rigtige. 

Ofte bruges også en target-pind, som er det andet hjælpemiddel. Det er en pind med en lille kugle for enden, som dyret lærer at sætte sin snude, pande eller pote på. Når dyret har lært det, hvilket som regel går stærkt, så kan man begynde at guide dyrene derhen, hvor man gerne vil have dem. Det kan være i en transportkasse eller op på en vægt, men det kan også være fra ét sted til et andet. Ganske langsomt med små trin former man den adfærd, man gerne vil have, indtil man til sidst kommer frem til målet. Dette forløb kaldes shaping.