Legepladser i ZOO
Kravl, klatr, hop og leg som dyrene i ZOO

Det er vildt at gå på opdagelse i ZOO og opleve dyr fra hele verden. Men nogle dage kalder på lidt mere action end en rolig tur gennem Haven.
Heldigvis gemmer der sig masser af steder, hvor leget kan få frit spil. Kig forbi legepladserne ved Børnezoo, tigerne, leoparderne, sneuglerne eller undervisningslokalet ved indgangen.
Legeplads i Børnezoo
Her finder du alt, hvad det lille barnehjerte begærer. Legepladsen i Børnezoo er ZOOs største legeplads – og her kan du både komme op i højderne, suse gennem luften og blive helt rundtosset. Du kan også hoppe op i legepladsens safaribil og forestille dig, at du kører rundt på den afrikanske savanne.

Legeplads ved tigerne
Husk balancen hjemmefra. Her kan du bevæge dig over balancebomme og stepsten – og snige dig forbi store træpæle og andre forhindringer. Er du mon lige så listig som en tiger?

Leopardrutsjebane
Har du nogensinde set, hvor hurtigt en leopard kan løbe? I leopardrutsjebanen kan du (næsten) nå samme tophastighed, når du suser ned gennem røret.
Rutsjebanen er kun for børn på 6 år og op.

Legeplads ved sneuglerne
Gemt mellem grå klipper og sten finder du en legeplads fyldt med sjove klatrevægge. Kan du nå til tops?

Legeplads ved undervisningslokalet
Her kan alle være med. Kravl gennem tunnelen, find vej i forhindringsbanen og udfordr balancen på de hoppende fjedre. De mindste kan også tage en tur ned ad den lille rutsjebane.
Legepladsen ved undervisningslokalet er kun åben i weekender og skoleferier.








