Netgiraf

SAVANNES UDSIGTSTÅRN

Ud over Zootårnet byder ZOO også på levende udsigtstårne på savanneområdet – nemlig netgirafferne.

Netgiraffen er én af i alt ni girafarter. Arterne adskiller sig blandt andet ved form, farve og tætheden af de pletter, der dækker kroppen. Netgiraffens pletter er skarpt optegnede og kastanjebrune med cremehvide linjer imellem. Arten kan desuden kendes på sine tre horn. Hornene består af forbenet brusk og er dækket af pels og hårduske. Både hanner og hunner har horn, men især hannerne bruger dem i kampe mod hinanden.

Når hangiraffer kæmper, stiller de sig parallelt og svinger halsene mod hinanden. Det må være en kiropraktors værste mareridt at overvære! Hvis denne styrkeprøve ikke afgør kampen, begynder girafferne at slå hovedet som en kølle ind mod modstanderens bryst og bug. Slagene er kraftige, og som regel skal der kun få til, før den svageste part opgiver. Kampene er sjældent fatale, men de er typisk afgørende for, hvem der får adgang til at parre sig med hunnerne.

Giraffer kan parre sig året rundt, men parringen finder oftest sted i regntiden, hvor der er rigeligt med føde. En hungiraf er drægtig i 14-15 måneder og føder som regel én enkelt kalv. Fødslen sker i stående stilling, hvilket betyder, at kalven kommer til verden i et fald på omkring to meter. Ungen tager sjældent skade af faldet. De første minutter er usikre, men allerede efter cirka en time kan kalven bevæge sig nogenlunde sikkert rundt. Det er afgørende, da girafkalve er sårbare og et oplagt bytte for rovdyr. Voksne giraffer har derimod stort set ingen naturlige fjender.

Giraffen er drøvtygger, hvilket betyder, at føden tygges flere gange. Blade og friske skud bevæger sig derfor gentagne gange frem og tilbage gennem den næsten to meter lange hals. Netgiraffens foretrukne føde er blade og skud fra tornefyldte akacietræer. En voksen giraf spiser omkring 34 kg føde i døgnet. Den imponerende højde og den meget lange tunge gør giraffen i stand til at nå fødekilder, som de færreste andre planteædere har adgang til.