Flodhest
Hippopotamus amphibius

AFRIKAS VANDHULSKÆMPE
Flodhesten er utrolig nem at genkende. Den er kraftigt og robust bygget med en lang krop og korte ben. Og så har den et stort hoved med en kæmpe mund, der kan åbnes helt op til 150 grader. I munden sidder lange, stødtandslignende hjørne- og fortænder, som blandt andet bruges, når flodhestene kæmper mod hinanden. Og bare for at slå det helt fast: Det er en kamp, du ikke har lyst til at havne midt i!
Flodhesten bruger dagtimerne på at slappe af i savannens vandhuller, floder og sumpe. Derfor sidder både ører, næsebor og øjne højt på hovedet, så den altid kan holde sanseorganerne oven vande. Når flodhesten vil dykke ned under vandoverfladen, kan den lukke både ører og næsebor og holde vejret i op til 30 minutter. Faktisk kan den også sove under vandet. Her svømmer den automatisk op til overfladen hvert 5-10. minut for at trække vejret.
Selvom flodhesten elsker vand og tilbringer det meste af dagen i de mudrede omgivelser, er den ikke nogen særlig god svømmer. I stedet går eller løber den på bunden, når den bevæger sig fra den ene del af vandhullet til den anden. Når den bevæger sig, skal den dog være varsom med ikke at træde andre flodheste over tæerne. Flodheste har nemlig intet imod at lægge meget tæt – og særligt i tørkesæsonen kan pladsen blive trang, når hundredvis af flodheste samles for at slappe af samme sted. Bare tanken kan give en smule klaustrofobi hos os mennesker.
Flodheste lever oftest i flokke, som primært består af hunner og deres unger inden for én hans territorielle område. Det er dog stadig hunnerne, der bestemmer, om og hvornår hannen må nærme sig. Når det lykkes hannen at charmere sig ind på en hun, parrer flodhestene sig i vandet. En parring varer omkring 30 minutter. Otte måneder efter succesfuld parring føder hunnen en unge. Ungen dier hos sin mor i godt syv måneder, hvorefter den begynder at udvikle tænder og æde græs – flodhestens primære fødekilde. Ungen bliver ofte hos sin mor, indtil den er omkring fem år gammel.
KORT OM FLODHESTEN
- Drægtighed
- 8 måneder
- Levested
- Afrika, savanne
- Føde
- Græs, blade og grene
- Levealder
- 40-45 år
- Vægt
- 1.000-4.500 kg
- Længde
- 290-500 cm
SVØMMEHUD MELLEM TÆERNE
Tidligere har vi slået fast, at flodhesten ikke er nogen verdensmester i svømning. Alligevel har den svømmehud mellem tæerne. Det lyder måske mærkeligt, men forklaringen ligger i flodhestens tunge vægt. I stedet for at svømme hurtigt bruger den svømmehuden til at skabe stabilitet og fremdrift på de glatte bunde i vandhullerne.

KOMMUNIKERER UNDER VAND
Flodhesten er i stand til både at kommunikere over og under vandet. Evnen til at kunne kommunikere under vand er særligt brugbar, fordi sigtbarheden ofte er begrænset i mudret vand.

PRODUCERER EGEN HUDCREME
Flodhestens yderste hudlag er tyndt og følsomt for udtørring og insektbid. I huden sidder dog særlige slimkirtler, der producerer tyktflydende væske, hvis funktion er at holde huden fugtig, når den er i kontakt med luften. Væsken er rødlig i farven – derfor ligner det nærmest, at flodhesten sveder blod, selvom det dog ikke er tilfældet.

SAVANNENS GØDNINGSSPREDER
Flodhesten er en effektiv gødningsspreder. Når den svinger halen kraftigt fra side til side under defækation, bliver afføringen spredt over et større område. Det tilfører blandt andet næring og energi til savannens mange planter. Denne form for lortespredning bruger hannerne også, når de skal afmærke deres territorier.

AFRIKAS FARLIGSTE DYR?
Flodhesten er kendt for sit kraftige bid og aggressive temperament. Faktisk anses den som måske Afrikas farligste dyr. En flodhest på land kan løbe godt 30 km/t, og de kraftige kæber kan let skade en fjende. En voksen flodhest har således få naturlige rovfjender. Krokodiller, leoparder og hyæner tør ikke nærme sig, og løver gør det kun sjældent. Mennesket er faktisk flodhestens eneste reelle trussel.

STATUS I NATUREN
Flodhesten er sårbar.

KOM HELT TÆT PÅ FLODHESTENE
Vil du helt tæt på flodhestene? Med vores Tæt på flodhestene-oplevelse kan du komme med bag kulisserne og blandt andet være med til at fodre de store dyr.

GØR EN FORSKEL FOR VERDENS DYR
Der er stadig flere udryddelsestruede dyrearter i verden, og uden indsatsen fra zoologiske haver ville endnu flere være truede.
Du kan hjælpe med at redde truede dyr ved at støtte ZOOs arbejde med et engangsbeløb eller gennem fast støtte. Du vælger helt selv, hvor stort et beløb du vil donere.
På forhånd tak for hjælpen.

ARBEJDET MED DYR I ZOO
At passe på verdens dyr er et stort ansvar – men hvordan lever vi op til det i praksis? Noget af svaret findes i berigelse og træning, der understøtter dyrenes naturlige adfærd.






