Hop til hovedinhold

Hvidhåndet gibbon

Hylobates lar

VERDENSMESTER I AKROBATIK

Den hvidhåndede gibbon er et fascinerende syn. Når man første gang ser den svinge sig gennem luften fra gren til gren i ZOO, tror man næsten ikke sine egne øjne. Det er akrobatik i absolut topklasse!

I Sydøstasien har arten tilpasset sig et liv højt oppe i skovens trækroner, hvor den ubesværet færdes i 20-40 meters højde. Med sine lange, muskuløse arme – med et spænd på omkring 1,5 meter – bevæger gibbonen sig i armgang fra gren til gren. Bevægelsesfarten er i sig selv imponerende: den kan nemlig nå en fart på op mod 55 km/t gennem skovens top.

De lange, smalle hænder og fingre gør gibbonen til en sand mestergriber, mens den tykke hud på hænderne sikrer et fast og gnidningsfrit greb om grenene. Det gør bevægelsen gennem trækronerne både effektiv og problemfri. Indimellem ses den også gå oprejst på bagbenene. Her fungerer armene som balance, der sikrer stabilitet.

Gibboner er aktive om dagen. Størstedelen af de vågne timer går med at markere territorium og søge føde. Om natten hviler de i hvert sit træ, typisk tæt på hinanden. En familie består som regel af to voksne – en han og en hun – samt deres unger. Det forekommer dog også, at større grupper dannes, og at gibboner ikke nødvendigvis indgår i faste, livslange par, som man tidligere antog.

En gibbonabehun føder typisk én unge efter cirka syv måneders drægtighed. Det første år er ungen fuldstændig afhængig af hunnen og klynger sig tæt til hende. Efter omkring et år begynder ungen selv at bevæge sig rundt, men holder sig fortsat i nærheden af hunnen og dier, indtil den er omkring 20 måneder gammel. Gibboner bliver voksne i en alder af seks år og er fuldt kønsmodne, når de er cirka ni år. Hanungerne bliver jaget væk af faderen, så snart de er kønsmodne, da de herefter udgør en potentiel konkurrent i forhold til territoriet.

KORT OM DEN HVIDHÅNDEDE GIBBON

Drægtighed
7 måneder
Levested
Sydøstasien, regnskov
Føde
Frugt, blade, insekter og æg
Levealder
25-35 år
Vægt
4-8 kg
Højde
41-58 cm

PROPFYLDT MED SANGTALENT

Gibboner er vaskeægte sangstjerner. Tidligt om morgenen – og nogle gange midt på dagen – fylder de skoven med sang, både som solister og i duet. Sangen har flere formål. Hannerne bruger den blandt andet til at afmærke og opretholde territorielle grænser. Når en han og en hun synger sammen, er det derimod med til at styrke deres indbyrdes relation. Denne form for ”kærlighedssang” spiller en vigtig rolle i at styrke båndene i familien.

HANNER OG HUNNER LIGNER HINANDEN

Når det kommer til pelsen, kan man ikke se forskel på kønnene. Farven er nemlig ikke kønsbunden, og både hanner og hunner kan være enten cremefarvede eller sorte. Men hvad med gibbonens hud? Den er faktisk sort – og det er den i alle tilfælde.

STATUS I NATUREN

Den hvidhåndede gibbon er truet.

  • Læs mere
  • redlist-endangered-zoo-koebenhavn

    GØR EN FORSKEL FOR VERDENS DYR

    Der er stadig flere udryddelsestruede dyrearter i verden, og uden indsatsen fra zoologiske haver ville endnu flere være truede.

    Du kan hjælpe med at redde truede dyr ved at støtte ZOOs arbejde med et engangsbeløb eller gennem fast støtte. Du vælger helt selv, hvor stort et beløb du vil donere.

    På forhånd tak for hjælpen.

    Grøn baggrund

    ARBEJDET MED DYR I ZOO

    At passe på verdens dyr er et stort ansvar – men hvordan lever vi op til det i praksis? Noget af svaret findes i berigelse og træning, der understøtter dyrenes naturlige adfærd.

    dovendyr-dyrepasser-zoo-koebenhavn

    MØD VORES ANDRE DYR

    I ZOO har vi mange dyrearter, du kan blive klogere på. Hvilken vil du læse om nu?