Hop til hovedinhold

Kea-papegøje

Nestor notabilis

LEGESYG OG SNAKSALIG BJERGBOER

Har du måske hørt kea-papegøjen sige: ”KEEEAAA!”, når du har gået tur i ZOO? Det er meget muligt. Den er nemlig yderst snaksalig og har mange mærkværdige lyde på lager.

Faktisk har kea-papegøjen et særligt kald, der efter al sandsynlighed bruges til at invitere andre papegøjer til leg. Det såkaldte ”warble” bliver ofte sammenlignet med menneskelig latter og udløser legeadfærd blandt de kea-papegøjer, der hører det. Kea-papegøjer styrker deres sociale bånd gennem leg og er blandt andet blevet observeret, mens de rutsjer ned af klippesider i bjergene.

Legeadfærden hænger sandsynligvis tæt sammen med, at kea-papegøjer er intelligente, nysgerrige og legesyge fugle med unikke sociale strukturer. De lever typisk i mindre grupper, men samles ofte i større flokke. De interne relationer er vigtige, da kea-papegøjer med stærke sociale bånd er mere tilbøjelige til at dele ressourcer med hinanden. Det kan være en stor fordel i vinterperioden, hvor fødetilgængeligheden er lav.

Kea-papegøjer er såkaldte opportunister. Det betyder, at de er meget tilpasningsdygtige og gode til at finde føde næsten overalt i deres udbredelsesområde på Sydøen i New Zealand. Det har blandt andet betydet, at kea-papegøjen er rykket tættere på mennesker og også kan findes i byområder, hvor den ikke er sky for at rode i skraldespande i jagten på føde.

Kea-papegøjens fjerdragt er overvejende mosgrøn. På undersiden af vingerne og nederst på ryggen gemmer der sig dog klare nuancer af gul og rød, som bliver særligt synlige, når fuglen er i luften. Arten kendes også på sit lange, krogede næb. Det kraftige næb er et vigtigt redskab, når kea-papegøjen æder planter, frugter, rødder, frø og insekter, men også når den nysgerrigt undersøger – og til tider ødelægger – genstande i både by og natur.

Kea-papegøjens største fjende er den invasive pungrotte. Pungrotten er kommet til New Zealand fra Australien og udgør et alvorligt problem for landets mange endemiske fuglearter, som ellers naturligt ingen fjender har. Pungrotten er særligt slem til at finde kea-papegøjernes reder, hvor den æder både æg og unger.

Kea-papegøjeungerne kan kendes på deres gule farver omkring øjne og næb. Så længe de har denne gule farvetegning, er de fredet i flokken og kan tillade sig at lave en hulens masse ballade. Farven forsvinder dog, når de er omkring halvandet år gamle, og herefter skal de finde deres plads i flokkens hierarki.

KORT OM KEA-PAPEGØJEN

Drægtighed
26-28 dage
Levested
New Zealand, bjergområder
Føde
Planter, frugter, rødder, frø og insekter
Levealder
14-20 år
Vægt
900-950 g
Længde
48-50 cm

BOR I BJERGENE

Kea-papegøjen er den eneste bjerglevende papegøje. Den har kraftige, stærke ben, og bruger meget tid på at gå og hoppe rundt på jorden, hvor den primært søger efter føde. De bygger også deres rede oppe i bjergene, lige før snegrænsen.

KEEEAAA!

Kea-papegøjen har formentlig fået sit navn fra en af de mange, høje lyde, den laver. Disse kald, der nærmest lyder som at råbe: ”KEEEAAA!”, bruges særligt, når papegøjerne letter og lander. På den måde kan de fortælle hinanden, hvor de befinder sig.

STATUS I NATUREN

Kea-papegøjen er truet.

  • Læs mere
  • redlist-endangered-zoo-koebenhavn

    GØR EN FORSKEL FOR VERDENS DYR

    Der er stadig flere udryddelsestruede dyrearter i verden, og uden indsatsen fra zoologiske haver ville endnu flere være truede.

    Du kan hjælpe med at redde truede dyr ved at støtte ZOOs arbejde med et engangsbeløb eller gennem fast støtte. Du vælger helt selv, hvor stort et beløb du vil donere.

    På forhånd tak for hjælpen.

    Grøn baggrund

    ARBEJDET MED DYR I ZOO

    At passe på verdens dyr er et stort ansvar – men hvordan lever vi op til det i praksis? Noget af svaret findes i berigelse og træning, der understøtter dyrenes naturlige adfærd.

    dovendyr-dyrepasser-zoo-koebenhavn

    MØD VORES ANDRE DYR

    I ZOO har vi mange dyrearter, du kan blive klogere på. Hvilken vil du læse om nu?