Brunbjørn

EN RIGTIG SOVETRYNE

Når foråret melder sin ankomst, vågner brunbjørnen langsomt fra sin vintersøvn. Når den i marts eller april stikker snuden frem fra huleåbningen, kan der være gået helt op til seks måneder, siden den sidst har været ude i den friske luft.

Brunbjørnens vintersøvn er ikke en egentlig vinterdvale, men snarere en form for tung søvn. Bjørnen kan sænke sin kropstemperatur, stofskiftet falder med omkring 70%, og hjerterytmen kan komme helt ned på 10 slag i minuttet.

I vintersøvnsperioden er fødeindtag ikke nødvendigt, da brunbjørnen langsomt kan tære på de fedtdepoter, den har opbygget i løbet af sommerhalvåret. Af samme årsag produceres der kun minimale mængder affaldsstoffer, og brunbjørnen kan derfor sove i op til syv måneder uden at skulle af med urin eller afføring.

Brunbjørnen er en enspænder og lever for det meste alene, med undtagelse af hunbjørne med små unger. Tætheden af brunbjørne i et område afhænger i høj grad af fødetilgængeligheden. I områder med begrænset adgang til føde har brunbjørne store territorier, mens territorierne er mindre i områder med rigelig føde. Voksne bjørne opsøger oftest kun hinanden i parringssæsonen.

Parringen foregår kort efter vintersøvnens afslutning i forårets lune måneder. Hunbjørnen har en særlig reproduktiv mekanisme, kendt som forsinket implantation eller forlænget drægtighed. Det betyder, at de befrugtede æg først sætter sig fast i livmoderen til efteråret, når den næste vintersøvnsperiode begynder. Ungerne begynder således først deres udvikling, når hunbjørnen går i hi.

Hunnen føder typisk mellem en og fire unger, som vejrer omkring 0,5 kg. De første måneder af ungernes liv tilbringer de sammen med moderen i hulen, hvor de udelukkende dier. I denne periode kan hunbjørnen tabe op til en tredjedel af sin kropsvægt, og derfor er gode fedtreserver afgørende.