Kappebavian
Papio hamadryas

ET TYDELIGT HIERARKI
Hvis du kan være sikker på én ting, så er det, at der altid sker noget hos kappebavianerne i ZOO – og de har da også været hovedpersonerne i flere vilde fortællinger i løbet af årene.
Kappebavianer lever i et såkaldt patriarkat. Det betyder, at en større gruppe hunner ledes af én dominerende han. Hans opgave er at beskytte flokken mod rovdyr og rivaliserende hanner – og at fastholde sin position i hierarkiet. En typisk familiegruppe består af denne han, omkring 10 hunner og deres unger samt nogle løst tilknyttede hanner, der deltager i det sociale liv. De dominerende hanner tolererer dog ikke, at de løst tilknyttede hanner parrer hunnerne – og hvis de gør, kan det få fatale konsekvenser!
Flere af disse familiegrupper slår sig ofte sammen i endnu større flokke. En flok består typisk af 2-3 mindre familiegrupper. De sociale relationer på tværs af grupperne er vigtige og kommer blandt andet til udtryk gennem gensidig pelspleje eller mindre konflikter om ressourcer.
Den dominerende hanbavian er let at kende. Han har en kraftig, går pels, som hunnerne ikke udvikler – de forbliver brune. Hannen styrer familieflokken med hård hånd og fastlægger sin position gennem visuelle trusler, for eksempel ved at vise tænder. Hvis hunnerne bevæger sig længere væk, end det behager ham, kan han eskalere adfærden og ty til mere aggressive midler. Han kan både bide og gribe fat i hunnerne.
En dominerende han kan også forsøge at hverve nye hunner fra andre familiegrupper gennem kampe. Hvis en sådan ”nyvundet” hun har en unge, vil hannen slå ungen ihjel og derefter parre hunnen for på den måde at sikre, at hendes kommende unger er hans egne. Hunnerne højest i hierarkiet opholder sig tættest på den dominerende han, og gensidig pelspleje forekommer oftest mellem ham og de højest rangerede hunner.
Det er tydeligt, når hunnerne er i brunst. Deres bagdel svulmer op og rødmer og sender et klart visuelt signal til hannen. Har du sikkert også set, hvis du er gået forbi deres anlæg i Primaternes Verden i ZOO. Hunnerne er dog også i stand til at ”fake” denne visualisering. På den måde kan de tiltrække sig positiv opmærksomhed fra hannen og forbedre deres placering i hierarkiet.
En hunbavian føder som regel én unge ad gangen. Som helt lille sidder ungen tæt ind til moderen og bliver i den første tid båret rundt på enten mave eller ryg. Når ungerne bliver større, begynder de selv at gå på opdagelse. Man ser dog ofte hunnerne holde fast i deres ungers hale – en effektiv måde at holde styr på, hvor ungen befinder sig.
KORT OM KAPPEBAVIANEN
- Drægtighed
- 172 dage
- Levested
- Østafrika og sydvestlige Arabiske Halvø
- Føde
- Græs, rødder, frø, frugt og smådyr
- Levealder
- 20-30 år
- Vægt
- 10-20 kg
- Højde
- 50-95 cm
NAVNGIVET EFTER SIN PRÆGTIGE PELS
Kappebavianen har fået sit danske navn efter hannens prægtige pels. Den store, grå og let krøllede pelsdragt minder om en lang kappe – deraf navnet kappebavian. Pelsen begynder at udvikle sig, når hannen er omkring 5 år gammel, og vokser frem omkring nakken, brystet og den øverste del af ryggen.

KAPPEBAVIANER… ASSEMBLE!
Sommetider samles flere grupper af kappebavianer i kæmpestore flokke, der kan bestå af op mod 500 individer. Disse store gruppesamlinger er midlertidige og opstår typisk, når dyrene hviler på klipper i løbet af natten.

SORT PELS = DRILLEPAS
Ungerne fødes med sort pels og får først den brune voksenpels efter 5-6 måneder. Så længe ungen er sort i pelsen, befinder den sig uden for familieflokkens strenge hierarki. Det giver ungen en særlig frihed – og betyder, at den kan slippe afsted med en del ballade uden egentlige konsekvenser.

STATUS I NATUREN
Kappebavianen er ikke truet.

GØR EN FORSKEL FOR VERDENS DYR
Der er stadig flere udryddelsestruede dyrearter i verden, og uden indsatsen fra zoologiske haver ville endnu flere være truede.
Du kan hjælpe med at redde truede dyr ved at støtte ZOOs arbejde med et engangsbeløb eller gennem fast støtte. Du vælger helt selv, hvor stort et beløb du vil donere.
På forhånd tak for hjælpen.

ARBEJDET MED DYR I ZOO
At passe på verdens dyr er et stort ansvar – men hvordan lever vi op til det i praksis? Noget af svaret findes i berigelse og træning, der understøtter dyrenes naturlige adfærd.






