Amurtiger
Panthera tigris altaica

DEN STRIBEDE JÆGER
Det store rovdyr med den orange pels og de mørkebrune striber er ikke til at tage fejl af. Tigeren er et af naturens mest enestående rovdyr – og amurtigeren, som du kan opleve her i ZOO, skiller sig ud på mere end én måde.
Med sine orangegule øjne, sort-hvide ører og kraftfulde, muskuløse krop er amurtigeren bygget til jagt. Den er primært aktiv om natten og bruger en stor del af døgnet på at hvile og spare energi. For når den jager, skal det går stærkt. Amurtigeren kan nedlægge meget store byttedyr – i nogle tilfælde dyr, der vejer helt op til 900 kg! De stærke bagben giver en eksplosiv acceleration, mens den massive forkrop og de brede forpoter med skarpe kløer gør det muligt at gribe og fastholde byttet. Tigeren foretrækker at lave et bagholdsangreb på sit bytte, hvor den udnytter sin camouflage og kommer helt tæt på, før den slår til.
Alligevel er tigeren langt fra garanteret succes. Faktisk lykkes kun omkring hver tiende jagt. Når det til gengæld lykkes, kan tigeren spise op mod 40 kg kød på én gang. Resten gemmes, så måltidet kan fortsætte senere.
Amurtigeren lever det meste af sit liv alene. Kun i parringssæsonen mødes han- og huntigere. Det sker typisk i vintermånederne, december og januar, hvor hunnen udsender feromoner gennem sin urin, som hannerne kan opfange over store afstande. Når en han har opsporet en hun, vil parringen finde sted i løbet af fire til seks dage - hunnen er kun frugtbar i tre til fire af dem. Efter parringen skilles han og hun igen. Hunnen står altid alene med opgaven, når det gælder opfostringen af ungerne.
Efter en drægtighed på omkring 3-3,5 måned finder huntigeren et beskyttet sted – ofte godt skjult og i læ for vind og vejr. Her føder hun typisk to til fire unger. Ungerne er dækket af pels ved fødslen, men deres øjne er lukkede. Først efter 10-12 dage åbner de dem for første gang.
De første uger dier ungerne hos deres mor. Efter cirka otte uger begynder de at følge hende og smage på fast føde. Efter 4-6 måneder lever de udelukkende af det bytte, hun fanger, og først når de er 18-22 måneder gamle, begynder de selv at jage. Ofte bliver ungerne hos moderen i op til tre år, før de forlader hende og drager ud på egen pote.
Men livet som huntiger er ikke uden risiko. Møder hun en fremmed han, mens hun har unger, kan det få fatale konsekvenser. Hannen vil nemlig uden tøven slå ungerne ihjel.
KORT OM AMURTIGEREN
- Drægtighed
- 3,5 måneder
- Levested
- Rusland og Kina, skov
- Føde
- Pattedyr
- Levealder
- 10-15 år
- Vægt
- 110-300 kg
- Længde
- 165-300 cm
DEN STØRSTE AF DE STORE KATTE
Amurtigeren er ikke en hvilken som helst tigerart. Det er nemlig den største, der findes. Og ikke nok med det – den er faktisk også den største af alle de store katte! Til sammenligning vejer en fuldvoksen hanløve op til 250 kg, mens en amurtigerhan kan nå en kampvægt på over 300 kg.

STRIBER PÅ BÅDE PELS OG HUD
De genkendelige mørkebrune og orange striber er ikke kun en del af pelsen, men også af tigerens hud. En skaldet tiger vil altså stadig bære det unikke stribede mønster, som man kender fra pelsen.

EN ÆGTE VANDHUND… ELLER… KAT
Amurtigeren elsker vand – i stor kontrast til de fleste andre kattearter. Den er en dygtig svømmer og tager gerne et bad på varme dage for at køle ned.

HAR FÅET ÆNDRET SIT NAVN
Amurtigeren har gennemgået navneændring. Tidligere var den kendt som sibirisk tiger, men i dag lever tigerne ikke længere i Sibirien. De lever derimod i området omkring Amurfloden – og derfor er navnet blevet ændret.

STATUS I NATUREN
Amurtigeren er truet.

KOM HELT TÆT PÅ AMURTIGERNE
Vil du helt tæt på amurtigerne? Med vores Tæt på tigerne-oplevelse kan du komme med bag kulisserne og blive meget klogere på de store katte. Du kommer også til at være med, når vi gennemgår en tigertræning.

GØR EN FORSKEL FOR VERDENS DYR
Der er stadig flere udryddelsestruede dyrearter i verden, og uden indsatsen fra zoologiske haver ville endnu flere være truede.
Du kan hjælpe med at redde truede dyr ved at støtte ZOOs arbejde med et engangsbeløb eller gennem fast støtte. Du vælger helt selv, hvor stort et beløb du vil donere.
På forhånd tak for hjælpen.

ARBEJDET MED DYR I ZOO
At passe på verdens dyr er et stort ansvar – men hvordan lever vi op til det i praksis? Noget af svaret findes i berigelse og træning, der understøtter dyrenes naturlige adfærd.






