Tasmansk pungdjævel

HØJT SKRIG OG KRAFTIGT BID

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan den tasmanske pungdjævel har fået sit navn. Med sit høje skrig, sorte pels, skarpe tænder, røde ører og ”aggressive” adfærd kan den godt sammenlignes med noget djævelsk. Og det indtryk får du måske også, når du ser den bevæge sig rundt i sit anlæg i ZOO.

Den tasmanske pungdjævel er det største nulevende kødædende pungdyr. Arten er primært nataktiv, men kan også ses tidligt om morgenen, når lyset begynder at bryde frem, og i de tidligere aftentimer før mørket falder på. Det meste af dagen tilbringes sovende i skjul i terrænet – for eksempel i huler eller under træer og buske.

Pungdjævle lever som udgangspunkt alene. De har ikke skarpt afgrænsede territorier, men bevæger sig inden for et mere eller mindre fast område med kendskab til nabodjævle. De genkender hinanden på duft og markerer deres færden med duftspor og urin i de områder, hvor de fouragerer.

Føden består hovedsageligt af ådsler, som pungdjævelen kan opspore ved hjælp af sin veludviklede lugtesans. Typisk æder den alene, men ved større ådsler kan flere individer samles – nogle gange op til 12 ad gangen! Her opstår ofte de karakteristiske høje skrig og knurrende lyder. De voldsomme lyde og blottede tænder er dog som regel en del af dyrenes kommunikation og fungerer konfliktnedtrappende frem for kampudløsende.

I brunstperioden er kampe dog svære at undgå. Når hunnerne kommer i brunst, udsender de duftende feromoner og udvikler samtidig en væskefyldt kam i nakken. Hannerne kæmper om hunnernes opmærksomhed, og efter kampene vælger hunnen vinderen. Den sejrende han bider sig fast i hunnens nakkekam og trækker hende med stor kraft ned i hendes hule. Her parrer han hende flere gange dagligt og vogter samtidig hulen, så andre hanner ikke sniger sig ind. Når brunstperioden er ovre, jager hunnen hannen bort igen.

Omkring 20 dage efter en succesfuld parring føder hunnen små, meget ufærdige unger. Ofte fødes der flere unger, end der er dievorter i pungen. Fødslen foregår på stive ben med kroppen foroverbøjet. Samtidig udskilles et særligt sekret, som løber fra skedeåbningen op til pungens åbning og danner en slimet ”sti”, som ungerne kan kravle op ad. Ungerne færdigudvikles efter godt 90 dage, hvor de konstant dier i pungen.